Kartoffelmos med grønkål, pære og grøn millionbøf 

2 voksne og 2 børn
Tilberedningstid millionbøf: Ca. 1 ¼ time
Tilberedningstid mos: Ca. 45 minutter

Servering til børn fra 6-12 måneder

Server grøn millionbøf sammen med kartoffelmos med pære og grønkål og syltede rødbeder.
Fordelingen bør være ¼ grøn millionbøf og ¾ kartoffelmos med pære og grøntkål, så får barnet dækket sit behov for energi uden at få for meget protein.

 

Grøn millionbøf

Det skal du bruge til millionbøf

1 spsk olie
1 løg
250 g hakket oksekød – max 10 % fedt
½ squash
1 gulerod
100 g grønne linser fra dåse/karton/brik
2-4 dl grøntsagsbouillon fra terning
1 stort laurbærblad
1 citron
1 fed hvidløg

Sådan gør du

Pil løget og skær det i grove tern. Kom løg i foodprocessor og hak til det er helt fint.
Tilsæt kødet og kør til det er findelt.

Varm olien i en gryde ved god varme og brune løg og kød til alt kødet er blevet lysebrunt.
Skræl gulerod og skyl squash. Skær begge i grove stykker og blend på minihakkeren til det er helt fint og granuleret.

Skyl og blend også de grønne linser.

Kom grøntsager og linser i gryden sammen med laurbærblad og ca. 2 dl grøntsagsbouillon.

Læg låg på gryden og bring den i kog. Skru ned når det koger og lad retten simre ca. 1 time. Tilsæt evt. mere bouillon undervejs.

Smag til med lidt revet citronskal og få dråber citronsaft. Et friskpresset hvidløg vendt i retten lige til sidst smager også godt. Giv da retten et kort opkog.

 

TIP!

De grønne linser kan erstattes med røde tørrede linser.
I stedet for kartoffelmos smager kogt pasta, majskorn, kogt broccoli og et par blendede tomater også dejligt sammen med den grønne millionbøf.


Holdbarhed

Grøn millionbøf kan holde sig et par dage på køl. På frost kan den holde sig 1 måned.

Kartoffelmos med grønkål og pære

Det skal du bruge til mos

1 pære, moden
400 g bagekartofler
100 g grønkål
10 g smør
½ dl piskefløde


Sådan gør du

Skræl pære og kartofler.
Fjern kernehuset i pæren og skær den i små tern.
Skær kartoflerne igennem på langs og derefter i skiver på tværs, ½ cm tykke.
Kom begge dele i en stor gryde.

Rib grønkålen – dvs. riv bladene fra den grove lange stilk i midten.  Smid stilken ud og skyl bladene i koldt vand ad flere omgange.  Tør dem godt og kom dem i en foodprocessor. Kør til det er helt finthakket.

Kom grønkålen med ned i gryden. Hæld kogende vand på til det dækker. Bring i kog og kog i 30 minutter til alt er mørt, og vandet er væk.

Hold øje med om der er nok vand på, selvom det skal koge væk til sidst.

Pisk mosen grundigt sammen. Tilsæt smør og fløde og smag på det. Husk ingen salt eller meget meget lidt.


Servering

Server mosen sammen med millionretten og sammen med noget syrligt fx fint hakket syltede rødbeder. 


Holdbarhed

Kartoffelmosen kan holde et par dage på køl. Varmer du den op igen skal den koge under omrøring i et par minutter. På frost kan den holde sig 1 måned.